Presse

Presseomtale

Anmeldelse: Fra DR2’s ”Smagsdommerne”, d. 26. maj, 2005. Medvirkende: Kønsforsker og Litteraturanmelder Anette Dina Sørensen, Filminstruktør Helle Ryslinge og Kommentator på Weekendavisen Ulrik Høy. Vært var Adrian Lloyd Hughes.

• ANETTE: Jeg synes det var en kærlighedsgerning jeg var vidne til, at fire mennesker stiller sig op og øser af deres energi og deres fortælleglæde og fortællekunnen. Det synes jeg var en stor, stor oplevelse, jeg fløj simpelthen ud af Kongens Have.
• ULRIK: Det er jo inciterende godt….
• HELLE: Det henvender sig til alle…
• VÆRTEN: Hvad er det der gør det så magisk?
• HELLE: Det er samværet. Det er så enkelt. Man sidder der sammen og hører på en der står og fortæller. Oven i købet nogle historier de selv har skrevet.
• ANETTE: Hvorvidt en fortælling er magisk, hænger meget snævert sammen med, om den der fortæller er god til at fortælle. Og det var de jo alle fire på stribe. De var meget forskellige, de var jo super dygtige alle fire…. Jeg tænkte også på at her kan man blive befriet for de elektroniske mediers invasion af mit liv. Her sidder jeg og får den rene, skære sociale udveksling. Det var stort!
• HELLE: Det var rigtig skønt. Det er også et meget smukt sted. Man sidder der under trækronen der er lav…. Det er meget, meget fint, for der var presenning og tæpper
• ULRIK: Man kan fortælle en historie, og man kan opføre en historie. Vi så jo eksempler på hvordan historier blev opført i hele deres dramatiske vælde. Kroppen, som det instrument der – stemmen som et ti-etagers hus – der er så meget i det. Foruden det helt urgamle, at fortælle en historie.
• VÆRTEN: Hvordan var historierne?
• HELLE: Meget forskellige. Og mange historier, og af forskellig længde.
• ULRIK: Moderne historier, som den 50-årige midaldrende kvinde fra Sverige som er i København. En vidunderlig stand-up slagfærdig historie. Syret og meget interessevækkende. Og så var der de sorte anekdoter om døden i Bagdad, hvor man sidder og tænker ”åh nej!”.
• VÆRTEN: Morale?
• ULRIK: Det var der uafbrudt.
• ANETTE: Der var jo kærligheden, som livets største ting, som morale i flere historier.
• HELLE: Du kan ikke undslippe døden.
• ULRIK: Også rå fortællinger med de morbide pointer. Ingen falsk trøst her.
• HELLE: Og sjove også. Noget af det var enormt sjovt.
• VÆRTEN: Det lyder simpelthen som om at dette var det bedste kulturtilbud vi har sendt jer ud i, i denne her ombæring?
• ANETTE: Det er et fantastisk kulturtilbud. Det koster ikke en klejne, man kan lægge en tyver når man går, hvis man synes det var fedt. Tænk, at der er nogen, som gider at stille sig op –
• VÆRTEN: Her i aften har det trods alt konkurreret med film som har kostet 50 millioner kroner, og I synes, I fik en bedre oplevelse –
• HELLE: Det er vi alle tre enige om, at det var skønt, og jeg kan ikke forestille mig at nogen ikke vil synes det er skønt. Lige meget hvor forskellige vi kan være her i livet.
• ULRIK: Det viser, at for 50 millioner er der ingen garanti for, at der er mere magi til stede end hvis man stiller sig op og fortæller.
• HELLE: Overhovedet ikke.
• ANETTE: God pointe!

 

 

 

 

 

 

Folkeskolen, 2008: Fortællere invaderer skole

Af Malene Romme-Mølby | mrm@dlf.org

Tre professionelle fortællere afbryder undervisningen for at fortælle historier, der skal få elever og lærere til selv at blive gode historiefortællere.

»Når man engang er blevet vækket af seks soldater, der står og tæver ens far, så har man svært ved at sove«, siger Pernille Stockfleth.

Hun er en af tre fortællere, der er inviteret til fortællerrazzia på Vangedeboskolen i Rudersdal.

Midt i 7.b’s dansktime fortæller hun historien om drengen Ahmed, der bor i et asylcenter i Danmark, fordi der er borgerkrig i hans hjemland.

Frygtelige fængsler, voldelige soldater og barnets savn, da faderen kommer i fængsel, bliver der fortalt om i klasselokalet. Ikke en lyd kommer der fra eleverne, da Pernille Stockfleth beretter historien.

»Sådan lyder historien om, hvorfor man kan komme til at elske sin fars snorken, fordi snorkelyden gør sønnen tryg. Det minder sønnen om, at faderen er kommet tilbage fra fængslet, og at de er i sikkerhed i Danmark«, afslutter Pernille Stockfleth sin fortælling.

Livet uden for Søllerød

7.b’s dansklærer Anders Peter Nielsen taler bagefter med eleverne.

»Historien har gjort indtryk. Det er svært for dem at forstå, hvorfor man ikke kan diskutere det, uden at der skal våben til«, siger han.

Anders Peter Nielsen mener, fortællerrazziaen er en succes, fordi fortællerne stormer ind i klassen og fortæller uden nærmere introduktion. Eleverne er meget engagerede, hvilket han tvivler på, at de ældste elever ville være, hvis han i forvejen havde fortalt, at de skulle have besøg af historiefortællere. Og så gav historien om asyldrenge stof til eftertanke.

»Jeg tror, at det gik op for dem, at der er en verden uden for Søllerød, hvor det ikke er så sikkert at være barn eller voksen. Pludselig bliver de nødt til at forholde sig til den verden, der er udenfor, og til hvordan man behandler hinanden«, siger han.

Senere får klassen besøg af de to andre fortællere. De kommer alle fra Beretter Akademiet, der er en dansk-svensk fortællergruppe, hvis formål er at udvikle og udbrede den moderne, mundtlige fortælling. Tidligt om morgenen møder de op på lærerværelset med en strategi for dagens invasion af gode fortællinger. Rustet med kort over skolen og en masse fortællinger bevæger de sig rundt på skolen fra klasse til klasse og bryder ind i undervisningen.

»Hej med jer. Skolen får en gave i dag. Gaven er, at der kommer nogle og fortæller jer historier, og det vil jeg også gøre«, siger Pernille Stockfleth, hver gang hun kommer ind i en klasse.

På den måde får alle fra børnehaveklasse til 7. klasse i løbet af dagen tre forskellige historier.

Workshop i fortælling

Eleverne ser meget forbavsede ud, når undervisningen bliver afbrudt, men lærerne er forberedte. To dage inden razziaen mødes de til praktika med fortællerne Susie Haxthausen og Svend-Erik Engh.

»Lad os overtage ansvaret for klassen, så I bare bliver én blandt eleverne. For I er rollemodeller for, hvordan eleverne modtager denne kulturoplevelse«, siger Susie Haxthausen. I løbet af praktikaen fortæller de to fortællere historier og så bliver det lærernes tur.

»Tænk på et stykke legetøj, som I har haft. Hvordan så det ud, hvordan føltes det, hvad kunne det, og hvad blev der af det?« siger Susie Haxthausen.

Det summer i hele lærerværelset, da lærerne to og to fortæller hinanden om legetøjet. Bagefter giver de feedback på, hvordan fortællingen var. Imellem de forskellige øvelser bidrager fortællerne med nye beretninger om den store ånd og om, hvordan jordbær blev til.

»Vi vil rigtig gerne inspirere jer til at fortælle historier og give jer redskaber til at inspirere eleverne«, siger fortæller Svend-Erik Engh. Han understreger, at for at få børn til at fortælle historier så er det vigtigt ikke at begå den klassiske fejl at lade alle klassens 25 elever forberede en historie til en dag. Hellere et par stykker ad gangen per time, da det er demotiverende for eleverne at have forberedt en historie, som der ikke bliver tid til at høre.

Counterstrike og krig

Skolen har fundet penge til fortællerrazziaen, fordi den har en fast pulje til kulturelle oplevelser, og så har den også søgt penge fra Kunstfonden.

I lærerværelset mødes fortællerne ind­imellem under fortællerrazziaen for at koordinere, så alle klasser får besøg tre gange. De taler lidt om klasserne og historierne, og hvor begejstrede eleverne er. Men Pernille Stockfleth har også oplevet, at hun har fortalt en historie, der ikke passer helt til eleverne.

»Jeg var inde hos en 7. klasse og fortælle en historie om forskellen på at lave krig og spille counterstrike. Helten har nemlig været i krig, og derfor kan han ikke spille counterstrike mere. Jeg kunne se, at de havde lidt for svært ved at forholde sig til det«, siger hun.

Efterhånden som flere og flere klasser har haft besøg, begynder eleverne at tale med fortællerne i frikvartererne, og ofte lyder der jubel, når klassen får besøg anden eller tredje gang.

I 3.a er klasselærer Susanne Kandrup blevet i klassen, selvom hun ikke skal have flere timer med dem.

»Jeg er simpelthen nødt til at blive hængende for at høre resten af historierne«.

Hendes undervisning blev afbrudt af en fortælling, da hun var ved at lære eleverne om eventyr.

»Det var morsomt at opleve, hvordan børnene reagerer, som om man havde tilbudt dem en pose slik, selvom de var meget optaget af eventyrene«, siger hun.

»Det er rigtig sjovt at høre, for vi har nemlig om eventyr. Og fortællerne brugte noget af det, som vi havde talt om, der skal være i en god historie«, siger Emilie Bagger Bangert og Maria Suhr Lillebæk fra 3.a i munden på hinanden.

Susanne Kandrup er begejstret for fortællerrazziaen, fordi det kan være med til at lære børnene, at der er flere forskellige måder at fortælle historier på.

»Man bliver høj efter sådan en dag med fortællingerne. Men jeg er samtidig også helt flad«, siger Pernille Stockfleth efter at have fortalt 15 af sine historier til klasserne på Vangedeboskolen.

© 2008 Folkeskolen og Stibo Graphic