Biografi

P1000023[1].JPG-for-web-normal

Jeg er den ældste og eneste datter af Cand.Psych. Elisabeth Levy og forfatter Tørk Haxthausen, og store(halv)søster til min fars fem andre døtre, og min mors søn. Jeg blev undfanget i Sverige, hvortil mine forældre var flygtet i 1943. De var blevet gift med “kongebrev” i sidste øjeblik, min far var kun nitten år, men havde gjort sig efterspurgt af besættelsesmagten. Min morfar var jøde, og min mor måtte flygte for at undgår nazisternes “etniske udrensning”. De kom hjem i sommeren 1945, jeg blev født i november i København, men tilbragte min første sommer (og mange senere) hos mormor på Lodsoldermandsgården i Rørvig. Under en omflakkende barndom blev Rørvig “hjemme”, og er det stadigvæk.

I 1948 blev mine forældre skilt. Min mor giftede sig med den svenske forfatter Harry Ahlberg og levede med ham til sin død i 1995. Min far giftede sig med min børnehavepædagog, og de tog mig med til landsbyen Lynge, som dengang lå langt ude på landet, skønt kun 30 km fra Rådhuspladsen. Der var ingen traktorer, kun hestevogne. Jeg husker, at karlen stod på ladvognen i møg til knæene og spredte de duftende herligheder over marken med en greb, imens hestene af sig selv gik fremad skridt for skridt. Når klokkeren ringede solen ned, fik vi børn lov til at ride hestene til gadekæret. Jeg kunne dårligt skræve over hestens brede ryg, og det var svært at holde sig fast i den stride manke, når det store dyr bøjede halsen for at drikke. I skolen gentog vi i kor hvad lærerinden sagde, og jeg kan stadigvæk rable første klasses bibelhistorie og salmevers udenad.

Som otteårig flyttede jeg ind til min mor i København og kom til at gå på Bernadotteskolen. Der blev jeg mobbet men fik også mod på at være kreativ. Da jeg var elleve, flyttede vi langt ud på landet i Skåne og i landsbyskolen kom jeg tilbage til salmevers og udenadlære, det føltes trygt. Senere flyttede vi til Stockholm, men somrene tilbragte vi stadigvæk i Danmark, dels på rundrejse med Cirkus Arena, som dengang var et lille familiecirkus, og hvor jeg lærte at gå på line, dels hos mormor i Rørvig, hvor fætre og kusiner fortalte, at de var med i “kampagnen mod atomvåben”. I Stockholm fandt jeg frem til ligesindede, og vi startede så den svenske kampagne mod atomvåben. I påsken 1961 fik jeg lov til at tage til Danmark, for at gå med i “snestormmarchen” fra Holbæk til København. Senere på året holdt jeg tale på Stockholms fælled, “Gärdet,” for de mange tusind mennesker, som havde marcheret deroppe. Min mor havde stort set skrevet talen for mig, men det var mig, der turde holde den, og det var vi begge stolte af.

Så var det blevet på tide at komme hjemmefra og jeg flyttede til København, for at gå på studenterkursus. Det var dejligt at tale modersmålet igen og kors, hvor var de danske drenge dog søde allesammen! Jeg blev ikke student. Da jeg havde fået hjertet knust 15-20 gange i minefeltet og i et års tid havde levet af forskelligt ufaglært arbejde (cafeteria, bryggeri, rengøring etc.), fik min far mig i lære på DR-TV som filmklipper. Allerede efter 3-4 måneder indgik vi elever i fuldt vagtskema, så da vi efter 1 år ikke fik den lovede lønforhøjelse, med den begrundelse, at så ville der ikke være råd til at antage nye elever, gik jeg i vrede.

De næste 4-5 år var utrolige. Når jeg ser på listen over, hvad jeg nåede i de år, kan jeg overhovedet ikke få puslebrikkerne til at passe, selvom jeg husker at være i aktivitet det meste af døgnet. Jeg var 1 år regissørassistent på Betty Nansens Teater (dengang Ungdommens Teater), 1 år lavede jeg teater med børn og unge på Vesterbros Ungdomsgård, og 1 år arbejdede jeg på Ungdomsklinikkens dag- og døgncenter for narkomaner. Samtidig tog jeg mimeundervisning, var først medlem af teatergruppen “Delfax”, derefter af Christianshavnsgruppen, var formand for Studentersamfundets teaterkreds, gik regissøren til hånde på ASA film, instruerede børneteater for Comedievognen, klippede adskillige kortfilm, syede kostumer og kreerede dukker for Zangenberg teatertrup, rejste på studietur til USA, stod model for malere, var med til “happenings”, teatergæstespil, demonstrationer og et utal af løsslupne fester. Og så har jeg vist stadigvæk ikke fået det hele med, for vi taler om 1968´erne.

Resten er kort fortalt. Netop i 1968 fik jeg akademikermand, villa og Saab, hvilket var en total revolution for mig bohemebarn, ikke mindst fordi jeg samtidig blev gift ind i en ortodoks-jødisk familie. Min mand var kulturradikaler og gik ind for “det åbne ægteskab” – og det gjorde jeg så også. Samtidig var han et kærligt menneske, som villigt delte sin løn med mig. Jeg blev først hjemmegående husmor og legede “komme fremmede”, med servietter som passede til dugen og blomsterdekorationen, siden – da vores søn blev født – blev jeg aktiv i opbygningen og driften af foreningen Forældre og Fødsel.

Det tog mig 3-4 år at skrive min første bog, og det var næppe lykkedes uden min mands hjælp. Når han kom hjem fra arbejde, læste han hvad jeg havde skrevet og kritiserede det. Jeg græd og rasede over, at han dog ikke kunnne forstå hvad jeg mente og havde skrevet, men jeg skrev om næste dag, indtil vi begge var tilfredse. Han blev også min bedste kritiker under arbejdet med mine senere bøger, han fandt på alle titlerne, og jeg savner hans hjælp nu, hvor han er død.

I 1981 kom jeg i kontakt med Verdenssundhedsorganisationen, WHO, som slugte de næste 10 år af mit liv. Det var spændende og lærerige år, men i 1991 var det nok, og jeg flyttede “hjem” til Rørvig sammen med min nye mand, for at dyrke egne grøntsager, fiske og skrive. Vi dyrkede og fiskede, men der blev ikke meget tid til at skrive, for der sker så meget ude på landet! Desuden blev jeg bedstemor.

I januar 2004 blev jeg så medlem af den dansk-svenske fortællegruppe Beretterakademiet og føler, at jeg er kommet på livets bedste hylde. Historierne kommer til mig, når jeg går tur langs stranden og glæden er stor, når de bliver taget vel imod af stadig flere tilhørere. Vil du have en historie?

https://youtube.com/watch?v=YgpA0PZMmn0